Hillary Clinton har smidt en bombe ind i den demokratiske kamp for at finde partiets næste præsidentkandidat. Stik imod en tidligere aftale foreslår hun, at valgresultatet fra det nylige valg i Michigan og valget i Florida på tirsdag tæller med i det samlede resultat. Hun vandt i Michigan og står til en sikker sejr i Florida. “Det her er meget, meget, meget alvorligt,” fastslår kommentatoren Ezra Klein fra magasinet American Prospect: “Det er en beslutning af den slags, der har potentialet til at flå partiet i stykker.” Ledelsen i Det demokratiske Parti og alle dets kandidater - inklusiv Clinton - aftalte i efteråret, at de to staters resultater ikke skal tælle med. Årsagen er, at begge stater har rykket deres valgdatoer længere frem, end partireglerne tillader. Som konsekvens førte hverken Clinton, Barack Obama eller John Edwards valgkamp i Michigan. Som den eneste af de tre sørgede Clinton dog for at få sit navn på stemmesedlen. Alle tre har deres navne på stemmesedlen i Florida, men har lovet hinanden, at de heller ikke vil føre valgkamp der. Ingen har hidtil stillet spørgsmål ved den aftale. Men efter hendes sejr i Michigan og umiddelbart før en tilsyneladende stor sejr i Florida skifter Hillary Clinton nu mening.
Læs mere på berlingske.dk.
26.01.2008. 04:25