I løbet af de mere end seks år, der er gået siden terrorangrebet den 11. september 2001, har vi været vidner til en krig i Afghanistan, der er lige så uendelig i sit perspektiv, som den er nødvendig; en besættelse af Irak, der, uanset at Danmark har trukket sin tropper hjem, synes lige så håbløs, som den er funderet på falske efterretninger; morderiske al Qaeda-terrorbomber i mere end et dusin byer rundt om på kloden og stadigt flere indenlandske efterretninger, der peger i retningen af, at København meget vel kunne stå næst i rækken; og en Muhammed-krise, der satte Dannebrog i brand over det meste af den muslimske verden. Listen af begivenheder synes uendelig, men fællesnævneren er, at der er tale om begivenheder som gør, at verden synes langt mere kaotisk end før den 11. september 2001. Men under dette umiddelbare kaos eksisterer der dog et håb – et håb, som skyldes det enkelte menneskes mulighed for at skabe sit eget etiske og moralske kompas. Et kompas til at afklare og tage stilling til, hvad det er for værdier, man tror på; hvad det er for principper, man vil kæmpe for; hvad det er for standarder, man ønsker sat for, hvordan vi omgås hinanden, og hvad det er for et menneskesyn, der skal ligge til grund for det. Kort sagt: Hvad det er for en fremtid, man vil bidrage til. For konfronteret med islamismens totalitære, formørkede og hadefulde angreb mod alt, hvad Vesten står for, og med de højrenationale og neokonservatives indadvendte, intolerante og forhistoriske andedams opråb bør det stå lysende klart for alle borgere, at man ved enhver form for personlig passivitet, overbærenhed og misforstået tolerance over for disse kræfter bevidst eller ubevidst, frivilligt eller ufrivilligt går antidemokraternes ærinde.
Læs mere på berlingske.dk.
24.01.2008. 05:43